Projekter og fadderskaber i Haiti  

Projektets navn: La Creche (Oeuvre Notre Dame des Victoire)
Tilhørssted: Port-au-Prince, Haiti
Vores samarbejdspartner: Sister Altagrace
Projektets formål: At støtte forældreløse børn med mad, tøj og skolegang
Projektets art: Fadderskabsprojekt
Antal børn: p.t. 50 børn
Et fadderskab koster: 150 kroner om måneden
Du kan også støtte børnene fra slummen i Cité Soleil til at komme i skole for 50 kroner om måneden.

 

Projektansvarlig:
Grete Kvist, Hundshøjvej 5, 3660 Stenløse
Tlf. 48 18 44 49, mail.
kvist@mail.dk 

KLIK HER FOR AT STØTTE DETTE PROJEKT!


   
Projektleder Grete Kvist har her ved årsskiftet 2011/2012 været i Haiti. Her er hendes status for projektet, der jo blev ramt af det frygtelige jordskælv i januar 2010. Tiden derefter er gået med genopbygning. Her er hendes beretning:
"Jeg kan fortælle, at alle børnene har det godt. Jeg fik set, hvor pænt børnehjemmet var blevet, og skolen var fyldt med glade børn og lærere. Der var 76 i den ene klasse. Jeg fik rigtig hygget mig med børnene, der var meget søde og glade. Vi legede, tegnede, spiste slik, jeg delte lidt legetøj ud, og så sang de nogle meget søde sange for mig. Jeg skulle hilse mange gange fra både dem og den nye leder Sister Altagrace, der har arvet projektet efter Sister Veronique, der døde for nylig.
Port-au Prince er blevet ryddet op, men der står stadig mange telte midt i byen. Præsidentpaladset, ikke langt fra børnehjemmet, ligner stadigvæk en kollapset flødeskumskage.
Ellers skal man passe på sig selv i Haiti, dvs. kun bevæge sig rundt i en låst bil. Man kan slet ikke gå på gaden, da man bliver omringet af mennesker, der vil tigge, og i værste fald bliver man bestjålet eller kidnappet. Heldigvis kunne jeg for det meste køre med Terre Des Hommes Italiens chauffør, Pierre.
Jeg mødtes også med Luca Guerneri, der har koordineret hele genopbygningen af børnehjemmet og skolen. En større gruppe af børnene er blevet adopteret til Frankrig ved en særlig aftale mellem de to lande. Et par af de børn, der var flyttet til et andet børnehjem i byggeperioden, tror jeg ikke man skal regne med kommer tilbage, selv om Sister Altagrace siger, at det bare tager lidt længere tid.
Der er også kommet mange nye børn på børnehjemmet. De kommer enten fordi forældrene ikke kan tage sig af dem, eller de bliver fundet på gaden. Nogle af de børn, der har været på børnehjemmet et stykke tid, bliver en gang imellem hentet af enten en far eller mor, der måske har fået mulighed for at forsørge dem igen.
Ellers er det børnehjemmets håb, at de helt forladte børn bliver adopteret bort, og det ser jo ud til at det går noget nemmere med Frankrig, mens Danmark stadig ikke giver tilladelse til adoption fra Haiti."
Blandt de gaver Grete Kvist havde med var 100 kulørte tøjhunde, som elever fra Skovbakkeskolen i Odder har fremstillet. Da Haiti i januar 2010 blev ramt af det voldsomme jordskælv, ansporede det 5.a på Skovbakkeskolen i Odder til at række en hånd ud til de haitianske børn. Eleverne syede således 100 kulørte tøjhunde udstyret med hjerter med ordene ”I love you” og de enkelte elevers navne for at sende dem som en opmuntring til børnehjemmet Notre Dame des Victoires i Haitis hovedstad, Port-au-Prince. De 25 elever fra Odder har nu modtaget billeder og breve om, hvordan børnene reagerede på gaven.

 

 

 













La Creche (Oeuvre Notre Dame des Victoire) børnehjemmet, Port-au-Prince i Haiti
Hovedstaden i Haiti hedder Port-au-Prince, og her har Terre Des Hommes gennem snart 30 år støttet børnehjemmet La Creche (Oeuvre Notre Dame des Victoire).
Port-au-Prince har en befolkning på ca. 3 millioner. Nogle huse er smukke og maleriske, men der findes også store slumkvarterer. De sidste 3 orkaner i 2008 har ødelagt meget på øen. Fattigdommen er stor, fødevarepriserne er skyhøje.
Projektet omfatter en skole med 450 børn, et børnehjem, samt forskelligt sundhedsorienteret arbejde.
Frem til 2003 har vi her i Danmark modtaget børn fra Haiti til adoption, men grundet oprør m.m. er dette ikke muligt længere. Støtten til børnehjemmet kommer udelukkende fra en arbejdsgruppe i Roskilde suppleret med sponsorstøtte. Midlerne fra denne gruppe slipper imidlertid op i løbet af 2010, så det er meget vigtigt at andre vil støtte op omkring børnehjemmet.
Der opholder sig ca. 50 børn på børnehjemmet. Lige nu bor der 12 babyer, 21 børn mellem 3 og 5 år og resten af børnene er større børn. Personalet på børnehjemmet sørger for mad og pleje samt skolegang for de større børn.
Man kan støtte børnene på børnehjemmet i Haiti med det beløb, man selv ønsker, eller du kan tegne et fadderskab på et barn. Beløbet kan f. eks. sendes hver måned. Du vil selvfølgelig løbende blive orienteret om livet på børnehjemmet og dit fadderskabsbarn. Du kan også støtte børnene fra slummen i Cité Soleil til at komme i skole for 50 kroner om måneden.