Bliv volontør på Foundling Home, Chennai (før: Madras)
Foundling Home administreres af hjælpeorganisationen Guild of Service (GOS), som har hovedkontor i bydelen Egmore. Børnehjemmet er beliggende i bydelen Anna Nagar, ca. 3 kvarters kørsel med taxi eller autorichshaw. Det anbefales at lave en langtidsaftale med chaufføren.
Du indkvarteres på 1 af 2 værelser, som er til rådighed for volontører på 1. sal i en pigeskole i nærheden af GOS’ kontor. Værelset koster 1000 Rs. (ca. 130 kr.) om måneden + elforbrug. En anden mulighed er at bo på vandrehjem i nærheden.
I nærheden af hjemmet er der supermarked, hvor man kan købe ind til morgenmad og frokost. Aftensmad indtages i byen på am. restaurant, Pizza-Hut, eller gode indiske restauranter osv. - Der er netcafe 50 meter fra skolen.
Foundling Home er et velfungerende børnehjem, som huser 30-35 børn i alderen 0 til 7-8 år. Det kan dog være en barsk oplevelse at blive konfronteret med hverdagen på et indisk børnehjem. Du vil opleve, at børnene undertiden hehandles hårdt og ufølsomt, så det er vigtigt at vise personalet, at børnene kan tackles med kærlighed og omsorg. Der sker en positiv udvikling, hver gang en volontør har været på hjemmet.
I hverdagen er det ikke just omsorg og stimulation, der prioriteres højest, så det er her du virkelig kan gøre en kæmpe forskel.
Din dag starter ca. kl. 8.00 og slutter ved 15.00 tiden. Du begynder med at hjælpe hos babyerne med at skifte, bade og give mad, herefter kan du lege med de mellemstore, som ikke går i skole. Du må være kreativ og finde på lege, da det ikke altid er muligt at få legetøjet frem. Frokostpause på en times tid. Om eftermiddagen hjælper du igen til hos hos babyerne, giv dem al din opmærksomhed og leg med dem.
Du har fri hver weekend, og kan tage ud og opleve Indien, hvis du har lyst.
