Terre des Hommes Danmark holder løbende arrangementer i Danmark for at fremme den gode sag.

Flere af vores ildsjæle i foreningen har gennem tiden været med til at planlægge, arrangere og afholde diverse arrangementer blandt andet Ganløse show, koncerter og modeshows, hvor Terre des Hommes Danmark landsambassadør skuespiller Jan Schou var konferencier og arrangør. Gennem årene har disse shows alene været med til, at der kunne sendes 500.000 kroner ud til hjælp til børn i nød.

Se og hør, hvad det betyder for vores landsambassadør Jan Schou, at støtte Terre des Hommes Danmark.

Næste arrangement i 2021 er :

Koncert med Anders og Bent Bro i Frederiks Kirke, Karup d. 26. oktober kl. 19

Udpluk af tidligere arrangementer:

Udsolgt forrygende Galla-show i Ganløse

Det blev en bragende succes, og der var total udsolgt, da Ganløse Kro søndag den 10. marts 2019 dannede rammen om det årlige gallashow, hvor en perlerække af danske kunstnere optrådte gratis til fordel for Terre Des Hommes, Danmark

Det var landsambassadør for Terre des Hommes, skuespilleren og revykunstneren Jan Schou, der med sin ildhu og entusiasme igen havde formået at sætte et program sammen med høj professionalisme, hjertevarme og energi. For tiende gang var Ganløse Kro rammen om arrangementet der, som sædvanligt samlede fuldt hus.

Det var kort og godt en eftermiddag med det ene højdepunkt efter det andet, som gav publikum en række forrygende oplevelser, hvor der blev grint og ikke mindst mindedes gode gamle hits med de dygtige kunstnere. Medvirkende var blandt andet Rasmus Krogsgård, Susanne Breuning, Dario Campeotto, Kiki Brandt, Mikkel Schrøder Uldal, Pernille Schrøder, Anne Herdorf, Peter Nørgaard, samt ikke mindst Jan Schou selv.

Køb blomster, køb blomster som går til et godt formål, blev fremført af Bakke-sangerinden Anette Oxenbøll, hvilket det veloplagte publikum tog imod med kyshånd, og mange sedler blev hæftet i hendes strømpebånd til stor morskab for alle.

Stor købelyst var der også af lodder i tombolaen, hvor en række flotte gevinster, som bl.a. Jan Schou havde fået doneret skiftede ejermand.

Således kunne alle drage hjem med både en fantastisk og underholdende oplevelse men også for mange, en gevinst.

Næste Galla show i Ganløse var planlagt til søndag den 15. marts 2020. Udsat på ubestemt tid grundet Covid-19 krisen.