NYHEDSBREV

DECEMBER 2020

EN JULEHISTORIE FRA DET VIRKELIGE LIV
Af Terre des Hommes Denmark, kasserer Dorthe Kristensen

Nedenfor en fantastisk fortælling om at det nytter at gøre noget og som virkelig understreger vigtigheden af at bidrage til at gøre en forskel.
Dorthe fortæller:
Mandag den 20. januar 2003 så Projekt Denawakawatte Village i Sri Lanka lyset.
Terre des Hommes blev opfordret af vores projektleder i Nugegoda projektet til at støtte en landsby, som ligger i Sri Lanka Jungle ca. 2 timers kørsel fra Colombo. Det var og er en landsby med ca. 500 indbyggere.
Mit første møde med Denawakawatte var en udfordring, bare det at komme til landsbyen. Der var ingen vej, hvilket betød en gåtur på to km. igennem et uvejsomt terræn, hvor den første del på vandreturen foregik over en hængebro, der var så lang, som et ondt år, der var delte meninger om den bro, der var under alle omstændigheder langt ned og den svingede faretruende.  
                                              
Under turen igennem det vanskelige, men smukke landskab, kunne vi hele tiden høre sang og musik fra landsbyen, det lød så smukt, at det er umuligt at beskrive. I landsbyen blev vi modtaget med blomster, dans og Dannebrog blev hejst medens farvestrålende fugle og sommerfugle fløj omkring os, som en kontrast til den fattigdom, vi siden skulle møde.
Landsbyens huse ligger på skråninger i et næsten ufremkommeligt terræn, hvor man måtte gå/hoppe fra den ene store sten til den anden imellem kryb og slanger, for at komme frem til de enkelte huse, mange af husene var faldefærdige. Ingen elektricitet, ingen møbler på nær et par plastik havestole, toiletterne var et hul i jorden.
Vi besøgte bl.a. et par bedsteforældre, som passede fire børn i alderen fra 2-12 år. Moderen var død og fadderen var dement og pludselig forsvundet. Der var en seng i det ene rum, hvor underlaget var aviser, der var ingen tæpper og ingen møbler udover sengen. Bedstefaderen havde en lille indkomst, men slet ikke nok til at brødføde familien, så det var ikke hver dag, at de fik mad. Der var elendighed over alt, så man ikke troede sine egne øjne.
Terre des Hommes startede op med at finde faddere til 80 børn i løbet af kort tid, det betød også at vores projektleder fra Nugegoda projektet mange gange tog turen til landsbyen for at hjælpe og vejlede dem i en positiv retning.
Jeg besøgte igen projektet to år efter.
Der var sket en hel del på de to år, nu var der blevet lavet en vej, som på trods af sten og stejlhed kunne bruges af biler. Nu havde landsbyens beboer meget nemmere ved at få transporteret deres varer såsom te og krydderier op til hovedvejen, og dermed få en indtjening. Det var også meget lettere for børnene at komme til hovedvejen, hvor skolebussen kunne samle dem op.
Endvidere var de ved at være færdige med bygningen af et kraftværk ved floden, hvilket betød, at 40 af byens huse havde fået elektricitet på daværende tidspunkt, og man håbede på, at beboerne i de resterende huse med tiden vil få råd til at installere strøm. Det havde endvidere givet arbejde til mændene i landsbyen i 1 ½ år.
Ja, så meget kan åbningen af et projekt betyde for en landsby, man kan så diskutere, om det er godt eller dårligt, at de blev vækket af tornerosesøvnen, men svaret dertil er, at det hele har givet landsbyen et løft og landsbyboerne føler nu, at de ikke mere lever en isoleret tilværelse, hvor ingen bekymre sig om dem og deres tilstedeværelse. Med vejen og kraftværket er der kommet nye muligheder til byen, som bliver udnyttet fuldt ud.
Fremefter har jeg besøgt landsbyen hver gang jeg har været i Sri Lanka, og hver gang er jeg blevet overrasket over de tiltag, der hele tiden sker. Der er blevet lavet veje til husene. Landsbybeboerne har i fællesskab fået lavet vandforsyning til husene. Hængebroen er blevet udskiftet med en ny og mere stabil. Der er blevet bygget et medborgerhus, som også bruges, som skole til de mindste børn.
Familier som havde været fattige og uden job havde nu penge i banken. Den følelse af, at der var nogle (projektet), som havde taget hånd om dem og fået dem i gang, havde givet dem gnisten, og det betyder, at de nu kan klare sig selv.  De havde nu råd til selv at betale for deres børns skolegang. Ved de fleste huse holdt der en Tuk Tuk, og en fryser og et køleskab er ikke længere en drøm for indbyggerne.
Det sidste fra landsbyen er, at der ikke længere er behov for støtte til skolegang, der er to fadderskabsbørn tilbage, og når de har afsluttet deres skolegang, så stopper projektet. 

Det nyttet at hjælpe, når de implicererede parter, arbejder sammen, så kan det betyde en verden til forskel.

Dorthe Kristensen